OPDATERET 2. JUL. 2025
Indholdstyper, som vi degraderer
På samme måde som vores fællesskabsregler angiver de typer indhold, som vi ikke tillader på Facebook, beskriver vores retningslinjer for distribution af indhold de typer indhold, som vi mener enten kan være problematiske eller af ringe kvalitet, så vi reducerer distributionen heraf i feedet til alle. Disse reduktioner, som også kaldes degraderinger, skyldes vores ønske om at reagere på folks direkte feedback, motivere udgivere til at investere i indhold af høj kvalitet og fremme et trygt fællesskab. Vi ønsker, at folk skal kunne nyde og dele indhold uden at blive afbrudt af problematisk indhold eller indhold af dårlig kvalitet.
Reduceret distribution kan variere, afhængigt af antallet af gange den person, der har slået opslaget op eller kommenteret det, tidligere har overtrådt vores regler, og konfidensen af forudsigelserne fra vores systemer osv. Selvom størstedelen af vores håndhævelser af reduceret distribution foretages ligeligt over hele verden, anerkender vi også, at vi i visse situationer ikke altid kan bruge samme tilgang til håndhævelse. Vi kan f.eks. også midlertidigt tilpasse vores håndhævelse i et bestemt område eller i forbindelse med en kritisk hændelse.
Derudover bruger Facebook tilpasset rangering på forskellige måder. Det er værd at tage i betragtning, at vi bruger tilpasning til at reducere distributionen af indhold, der ikke er i strid med vores politikker, men som er tæt på at være det. Vi kan f.eks. reducere distributionen af indhold, der ligger på grænsen, f.eks. et billede af en person, der poserer med seksuelle undertoner, udtalelser, der inkluderer stødende sprogbrug, udtalelser, der er på grænsen til at være hadefuld retorik, eller billeder med meget blod. Vi gør denne type indhold mindre synligt for dem, der foretrækker ikke at få det vist. Læs mere om vores tilgang til tilpasset rangering her.
I takt med at der arbejdes videre på disse retningslinjer, vil vi fortsat være tydelige i forhold til, hvordan vi definerer og behandler problematisk indhold eller indhold af ringe kvalitet. Du kan se en oversigt over de opdateringer, vi foretager af vores retningslinjer, på siden Ændringer, rettelser og justeringer.
Reaktion på folks direkte feedback
Vi vil altid gerne have feedback om, hvad folk synes godt om, og hvad de ikke bryder sig om at se på Facebook, så vi kan reagere i form af ændringer i feedet.
Motivation af udgivere til investering i nøjagtigt indhold af høj kvalitet
Vi ønsker, at folk skal have interessant, nyt materiale at interagere med på langt sigt, så vi skaber incitamenter, der motiverer til oprettelsen af denne type indhold.
Opbygning af et tryggere fællesskab
Noget indhold kan være problematisk for vores fællesskab, uanset om det er hensigten med det eller ej. Vi gør dette indhold svært at finde for personer, som ikke aktivt prøver at se det.